Der var fuld valuta for pengene, da USA's ekspræsident Barack Obama fredag talte for en lukket kreds af betalende gæster og studerende på SDU Kolding.
Det mener i hvert fald ægteparret Frank og Camilla Birkegaard, der bor i Kolding, og begge havde købt en V.I.P-billet til arrangementet til den nette sum af 17.500 kroner plus moms.
- Det var det hele værd, det er helt sikkert. En fantastisk once in a lifetime-oplevelse, siger Frank Birkegaard, der er selvstændig erhvervsdrivende inden for kosmetikområdet.
Ud over Obamas sceneoptræden fik de cirka 100 V.I.P-gæster også mulighed for at mødes med og få taget et billede sammen med Barack Obama.
Og det var ifølge Camilla Birkeggard den største oplevelse.
- Det vildeste var at hilse på ham, det er jeg nødt til at sige. At stå der og ryste hænder med ham var alligevel det største, siger hun.
Billedet af ægteparret stående på hver sin side af den 57-årige ekspræsident skal i første omgang hjem på reolen.
- Men vi jokede lige på vejen ud med, at vi skal have det indrammet, så vores børn en dag kan få det i bryllupsgave, siger Frank Birkegaard.
Det er ikke oplyst, hvor meget Barack Obama får for sin optræden i Kolding, hvor han gennem en lille times tid talte med direktøren for erhvervsforeningen Business Kolding, Morten Bjørn Hansen.
Også han gav fra scenen udtryk for, at besøget fra Barack Obama var det hele værd.
- Jeg vil huske denne fredag resten af mit liv. Tak, hr. præsident, sagde Morten Bjørn Hansen.
Med denne udgangsreplik rejste Barack Obama sig op og modtog klapsalver og rockstjerne-hvinen fra de 200 studerende, der havde fået lov til at overvære seancen.
De stod linet op ad en trappe bagerst i aulaen, og den storsmilende Barack Obama vinkede og blinkede løs til dem, inden han forsvandt ud bag det bagtæppe af grønne blade, der indrammede scenen.
/ritzau/