I begyndelsen af næste uge vil KIF Kolding beslutte, om klubben vil anke den hårde dom på tre spilledages karantæne, som Dansk Håndbold Forbunds disciplinærudvalg i går gav Koldings højre back Kasper Irming.
Det skriver klubben på sin hjemmeside.
Landstræner Ulrik Wilbek er dybt forundret over den hårde straf til landsholdsbacken, og siger til TV2 Sporten, at han slet ikke kan have med de regler at gøre.
Kasper Irming får den hårde straf som følge af sit røde kort i sidste minut af ligakampen mod Team Tvis Holstebro i lørdags, hvor han "kantede" en modspilller i kontraløb.
Ifølge Dansk Håndbold Forbunds disciplinærudvalg er det en skærpende omstændighed, at Kasper Irming fik et lignende rødt kort for knap et år siden i pokalsemifinalen for sin tidligere klub Aarhus Håndbold.
Karantænen betyder, at KIF Kolding må undvære Kasper Irming mod Skjern Håndbold i Herning på lørdag, samt i udekampen mod Skive søndag den 20. november og hjemmekampen mod Aarhus Håndbold onsdag den 23. november.