De har opfundet en termokop, der nedkøler kaffen til
behagelige 58 grader, så den er til at drikke. Og ikke nok med det, koppen
bibeholder temperaturen, så kaffeelskere ikke skal døje med en lunken sjat i
bunden af koppen. Den sikrede dem også sejren i dette års Science Cup.
Science-Koppen, som termokoppen
hedder, består af tre lag. Mellem de to inderste lag befinder væsken, som nedkøler
den skoldhede kaffe sig. Mellem de to yderste lag er der luft, som forhindrer
ydersiden af koppen i at blive for varm at holde på.
Vindernes fysiklærer, Hans Bjerremand, og han elever vil ikke ud med, hvilket materiale der
er i koppen, fordi de har søgt patent på den, men Hans Bjerremand vil godt afsløre, hvordan
teknikken fungerer.
- Vi borede et hul i bunden af en almindelig termokop og
fyldte hulrummet med et flydende materiale. Når koppen er kold, er materialet
størknet, men når du hælder varm kaffe i koppen, begynder stoffet i den hule
kop at smelte. Det trækker temperaturen ned, forklarer han til Ingeniøren.
To minutter - og så er kaffen klar
Ifølge Hans Bjerremand varer det cirka to minutter, inden koppen har nedkølet
kaffen til den optimale drikketemperatur, som ligger på mellem 58 og 60 grader.
- Når temperaturen er nede på 58 grader, begynder stoffet at størkne og afgiver
derfor energi igen. Normalt ville kaffen blive koldere og koldere, men her
bliver den på 58 grader, forklarer han.
De fem kvikke gymnasieelever kan nu se frem til en rejse til
Californien. Det var nemlig præmien i Science Cup, som IDA, Undervisningsministeriet og Dansk
Industri arrangerer.