Det bliver i dag også en kold vinterdag. Men sneen aftager, og der kan ligefrem titte lidt solstråler frem til os i eftermiddag.
Sådan lyder prognosen fra TV 2s meteorolog Andreas Nyholm.
"Det er igen en kold omgang, som venter os i dag mellem minus en og mellem tre graders frost. Og her til morgen, der ligger vi mange steder og snuser til de fem graders frost," siger han.
Der er dog lyspunkter at spore i forhold til snestormen i går, som jo især ramte det sydlige Danmark, som stort set var lukket ned. Al udkørsel på Lolland-Falster frarådes stadig her til morgen.
"Vinden er aftaget markant, og der vil være langt færre snebyger i dag. Dog sner det i det centrale Jylland her til morgen. Det vil fortsat kunne sne primært ude ved østvendte kyster. Ellers bliver det en relativ pæn dag, med lidt sol især i eftermiddagstimerne. Så det kan godt blive lidt af en positiv omvæltning i forhold til i går," siger Andreas Nyholm.
I aften ser det heller ikke ud til at blive snevejr, måske lidt sne omkring Esbjerg-kanten og måske også Sønderjylland sidst på aftenen.
Men i nat bliver det ekstremt koldt, med helt ned til 16 minusgrader lyder forudsigelsen. Så opfordringen til julefrokost-folket er: Vanter, varmt overtøj, hue og hold igen med spiritussen.