Satser du på snarligt kælkevejr, så kan du godt begynde at tjekke rejsebureauernes tilbud.
Der er nemlig ingen udsigt til rigtigt vintervejr i den overskuelige fritid.
Ifølge Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) er der godt nok slud og snevejr på vej mod Danmark i weekenden - men det får ikke lov til at ligge på jorden.
"Vi får en dagstemperatur på op til fire grader. Og selvom vi måske får lidt frost om natten, så bliver det ikke til meget," siger vagthavende meteorolog Bill Weidegren til Newspaq.
Han trøster os dog med, at der af og til kan komme lidt sol ned mellem skyerne, og at der generelt ikke kommer megen nedbør.
I næste uge tyder meget dog på, at der kan være rigtigt frostvejr på vej til danskerne.
"Det varierer lidt i modellerne, men meget tyder på, at der kommer et par dage, der bliver rigtig kolde - også om nætterne. Det bliver i hvert fald fem minusgrader. Det er selvfølgelig ikke arktisk kulde, men det vil føles rigtig koldt," siger Bill Weidegren.