Først lød buddet på 100 kilo kokain, men det endelige resultat på politiets vægt er 125 kilo efter afsløringen af det forbudte stof i en sending bananer hos Coop i Brøndby.
Oplysningen kommer torsdag fra politiinspektør Bent Isager-Nielsen i Københavns Vestegns Politi, som nu står foran et stort opklaringsarbejde.
- Vi har kontakt med flere politikredse og politifora i udlandet, siger politiinspektøren uden at ville gå i detaljer.
Han roser Coop for at have gjort alt det rigtige i håndteringen af den ulovlige vare.
Bananerne kom fra Colombia, men rejsen til de danske supermarkeder er lang med flere stop undervejs.
I første omgang skal efterforskerne blotlægge hele transporten i et forsøg på at finde frem til modtagere og afsendere af kokain-lasten, som efter danske forhold er helt usædvanlig stor.
Også hos Coop i Hasselager syd for Aarhus er der fundet mange kilo hvidt pulver, men her har ordensmagten ikke ønsket at bekræfte, at der faktisk er tale om kokain.
Stoffet lå i grønne armytasker, som var skjult mellem bananerne.
/ritzau/