Tidligere FN-generalsekretær Kofi Annan trækker sig som fredsudsending i Syrien, oplyser FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, torsdag. Det sker samtidig med, at borgerkrigen optrappes.
Ban meddeler, at han "dybt beklager" Annans tilbagetræden. Kofi Annan blev udnævnt til posten 23. februar. Han har fremlagt en seks-punkts fredsplan, som hverken præsident Bashar al-Assad eller oprørerne har rettet sig efter.
Ifølge FN har den 16 måneders lange konflikt kostet mere end 16.000 mennesker livet.
Præsident Bashar al-Assad synes uden for rækkevidde. Flere af hans forgængere i andre arabiske lande har dog mistet magten efter befolkningen fik nok af deres ledere. Assads påstand er fortsat, at det er en international sammensværgelse, der styrer uroen.
Intet tyder på, at Assad rokker sig. Kritikere i hans opposition, også dem udenfor Syrien, mener, at så længe folk dør for Assads kugler i gaderne, er der ikke nogen grund til at forhandle.