Fredag aften endte en bil i en branddam i den nordjyske by Visborg efter chaufføren pludselig mistede kontrollen med bilen.
Chaufføren, en 24-årig mand, kom kørende i bilen sammen med en 36-årig mand og en 27-årig mand. Ved branddammen kørte bilen først for langt ud i rabatten, så ind i et buskads af træer og buske og endte så i branddammen på en meters dybde.
Ifølge Nordjyske.dk hørte en nabo plasket og tilkaldte politiet og ambulancer.
Alle tre mænd, som alle kommer fra lokalområdet, blev kørt til Aalborg Universitet Hospital.
Den ene mand er i kritisk tilstand. Den anden passager er kommet alvorligt til skade og chaufføren har fået et knoglebrud i forbindelse med soloulykken.
Føreren af bilen har fået taget en blodprøve så politiet kan undersøge om der var alkohol indblandet i ulykken.
Ifølge nordjyske.dk er bilen allerede blevet hævet fra branddammen og er nu i politiets varetægt, hvor den vil blive nærmere undersøgt.