Forleden forsøgte en 16-årig dreng med 220 km/t forgæves at stikke af fra politiet i en hidsig jagt henover Fyn. I bilen var drengens far, mor og to yngre søskende.
Nu har Nordjyllands Politi blitzet endnu to vanvittige bilister. Denne gang på en landevej mod kystbyen Hals, hvor de blev målt til henholdsvis 196 km/t og 207 km/t.
Det skriver TV2 Nord.
Politiassistent Kim Haubro er rystet og siger entydigt til tv-stationen, at retten til at køre bil burde blive taget fra vanvidsbilisterne:
- Det er vanvittigt at køre sådan der! 207 km/t på en landevej er uden sammenligning med noget andet. Hvis man kører med sådan en hastighed, er man da fuldstændig uden for pædagogisk rækkevidde. Man burde ikke have lov at køre bil, siger han.
Tilsyneladende kunne de to bilister ikke slippe speederen efter, at have sluppet motorvejens asfalt. Det var nemlig mellem motorvejen og ud mod Hals, hvor man må køre 80 km/timen, at de ramte de cirka 200 km/t.
- Når man kører med de hastigheder der, så fratager man sig selv og alle andre trafikanter muligheden for at foretage sig noget, hvis der opstår en situation, tilføjer Kim Haubro.
Førerne af de to biler mister ikke retten til at køre bil, men kan se frem til en ubetinget frakendelse af kørekortet plus en bødestraf.