En australsk mand fik sig et chok af den mere hårrejsende slags, da han forleden kørte i sin pickup-truck på en hovedvej i staten Queensland.
Manden, som i videoen fra politiet i Queensland kun omtales som “Jimmy”, kørte 100 km/t, da han pludselig opdagede en slange i førerhuset.
Og det var ikke ligefrem en uskyldig snog, der rodede rundt ved mandens fødder. Det var en “Eastern Brown Snake” - en af verdens absolut farligste og giftigste slanger.
- Jo mere jeg bevægede mine ben, jo mere viklede den sig rundt om mig. Slangens hoved begyndte at hamre løs på sædet mellem mine ben, fortalte Jimmy, der brugte et sikkerhedsbælte og en kniv til at få bugt med slangen, mens han samtidig prøvede at få stop på bilen.
Det lykkedes for Jimmy at slå slangen ihjel, men han var overbevist om, at han blevet bidt af slangen i kampens hede, og med visheden om, at det kan være et spørgsmål om minutter mellem liv eller død, trådte han sømmet i bund og satte kurs mod det nærmeste hospital.
På det tidspunkt blev han spottet af en patruljebil, der registrerede Jimmy til at køre 123 kilometer i timen.
En politibetjent undersøger bilen med den døde slange på ladet (Foto: Ritzau Scanpix/Queensland Police)
- Der ligger en Brown Snake eller en Tiger Snake på ladet. Jeg tror den har bidt mig. Den var i bilen med mig, lød det fra den tydeligt rystede Jimmy til politibetjenten.
- Prøv at mærke mit hjerte, mate, sagde han.
Politibetjentene fik tilkaldt lægeassistance og da de kom frem, kunne de heldigvis slå fast, at Jimmy ikke var blevet bidt, men at han var i chok.
På videoen ser man Jimmy sætte sig ned bag sin pickup-truck mens han siger, at “det var en temmelig frygtindgydende oplevelse” og han “aldrig har været gladere for at se røde og blå blink”.
Se videoen her:
Fakta om Eastern Brown Snake
Eastern Brown Snake er skyld i mere end 60 procent af slangerelaterede dødsfald i Australien. Blandt de slanger, som lever på landjorden, betegnes den som den næstgiftigste slange kun overgået af indlandstaipanen. Flere eksperter betegner dog den sorte mamba som verdens farligste og mest dødbringende på grund af dens ekstremt hurtigt virkende gift. WHO anslår, at mellem 81.000 og 138.000 mennesker hvert år dør som følge af slangebid.
Eastern Brown Snake har en gift, der er så kraftig, at den i teorien kan dræbe 20 voksne mennesker med et bid. (Foto: Ritzau Scanpix)