En bil påkørte fredag formiddag facaden på Coop-butikken 365discount i Solbjerg sydvest for Aarhus.
Påkørslen medførte, at dele af facaden styrtede sammen.
Bag rattet sad en 70-årig kvinde. Ifølge Din Avis Aarhus er kvinden ikke sigtet efter uheldet.
Ingen kom til skade i forbindelse med hændelsen, men politiet evakuerede af sikkerhedshensyn både kunder og personale fra supermarkedet.
- Man skal sikre sig, at en bærende del af bygningen ikke er blevet beskadiget, fortalte kommunikationsrådgiver Mille Mørck Johansen fra Østjyllands Politi til Din Avis Aarhus.
Ifølge politiet kommer 365discount i Solbjerg tidligst til at åbne igen fredag eftermiddag.
Den 70-årige kvinde var hverken påvirket af alkohol eller stoffer, oplyser politiet.