En kørestolsbruger fra Aarhus ligger på sygehuset med alvorlige kvæstelser, efter han onsdag aften blev ramt af en personbil i Tranbjerg sydvest for Aarhus.
Den 52-årige mand skubbede sin kørestol foran sig, da han gik ud i krydset mellem Tingskov Allé og Landevejen. Men han overså tilsyneladende det røde lys i fodgængerfeltet og blev derfor kørt ned af en personbil.
- Han bliver ramt med uændret hastighed. Hans tilstand er kritisk - han har en del blødninger i maveregionen, siger vagtchef Carsten Dahl fra Østjyllands Politi.
Kørestolsbrugeren er indlagt på sygehuset i Aarhus, hvor han bliver behandlet for sine kvæstelser.
Ifølge politiet har bilisten overholdt fartgrænsen, og de foreløbige undersøgelser viser, at han har kørt med 70-80 kilometer i timen.
- Bilisten har formentlig overset ham. Men det er kørestolsbrugeren, der går over for rødt lys, siger Carsten Dahl.
Den 50-årige bilist er ikke kommet noget til ved ulykken, der fandt sted lidt efter klokken 20.30.
/ritzau/