Mandag bestod en 18-årig mand fra Haderslev-egnen sin køreprøve, men allerede natten til tirsdag mistede han kortet igen. Det skriver Dr.dk/syd.
Vidner så først på natten den unge mands bil i høj hastighed med en anden mand liggende oven på taget.
Da politiet senere på natten forsøgte at standse den 18-årige, udviklede det sig til en heftig biljagt. Den unge mand nåede 140 kilometer i timen, kørte over for rødt fire gange, venstre om et helleanlæg - og viste sig efterfølgende at være sprit stiv.
Politiet kunne først anholde ham, da han kørte galt i en kurve ved Starup udenfor Haderslev og totalskadede sin bil. Selv slap han med mindre skrammer.
- Der er en stribe skærpende omstændigheder, som gjorde, at vi på stedet inddrog kørekortet. Og der går nok lang tid, inden han får det igen, siger vagtchef Jesper Hansen fra Syd- og Sønderjyllands Politi til Dr.dk/syd.