Hvis du skal af sted i Kristi himmelfartsferien, så læg mærke til tidspunktet. Vejdirektoratet forventer de største trafikproblemer onsdag 13. maj mellem kl. 14 og 19, når ferietrafikken rammer vejene samtidig med den normale eftermiddagsmyldretid.
Trafikken forventes primært at køre fra hovedstadsområdet og Sjælland mod Fyn og Jylland. Særligt udsatte strækninger er Hillerødmotorvejens forlængelse samt E45 Sønderjyske Motorvej omkring Kolding.
Torsdag, søndag og sommerhusvejen
Tager du af sted torsdag 14. maj - selve Kristi himmelfartsdag - er der også risiko for tæt trafik mellem kl. 10 og 14. Og på hjemturen søndag 17. maj bør du være ude i god tid eller vente til efter kl. 16, hvor presset forventes at aftage. Her er E20 Fynske Motorvej, Vestmotorvejen og Holbækmotorvejen de mest belastede strækninger.
Kører du mod et sommerhusområde, kan du desuden opleve mere trafik end normalt på rute 21 til Sjællands Odde, rute 11 mellem Ribe og Ringkøbing og rute 40 mod Skagen.
Vejarbejde giver ekstra forsinkelser
På E45 mellem Vejle og Aarhus er der igangværende arbejde med at udvide motorvejen. Det betyder nedsat hastighed og ændrede kørselsforhold på strækningen - og dermed større risiko for forsinkelser i ferien.
Du kan følge den aktuelle trafiksituation på Trafikinfo.dk eller via P4 Trafik.