Ingen saltning før tirsdag, så kør forsigtigt.
Sådan lyder opfordringen til borgerne i Guldborgsund og Lolland Kommuner.
Begge kommuner er nemlig løbet tør for salt, skriver folketidende.dk.
Det skyldes, at en lovet leverance af vejsalt er udeblevet.
Der er salt på lagrene til én saltning mere, og den har man besluttet at vente med til tirsdag morgen, så vejene er nogenlunde skridsikre, når folk skal op og på arbejde.
Og så håber kommunerne, at det ventede salt når frem i løbet af tirsdagen.
DMI lover forøvrigt spredte snebyger og frost i aften og i nat på Lolland-Falster.