Ronald Koeman fik sin første sejr som hollandsk landstræner mandag aften i schweiziske Geneve.
Holland vandt med 3-0 over Portugal i en testkamp, hvor portugiserne fik en spiller udvist.
På det tidspunkt var kampen dog for længst afgjort. Holland var nemlig foran 3-0, da Portugal fik backen Joao Cancelo udvist for en grov tackling.
Koeman, som tidligere i trænerkarrieren har været assistenttræner for Holland, var fredag aften i sin landstrænerdebut med til at tabe 0-1 hjemme til England.
Det gik langt bedre mandag aften mod Portugal.
Kantspilleren Memphis Depay bragte Holland foran 1-0 efter 11 minutter, da han kom først på en aflevering fra højre side.
Ryan Babel fordoblede føringen med et hovedstød fra tæt hold efter 32 minutter spil.
I overtiden af første halvleg øgede hollænderne til 3-0, da Liverpool-stopperen Virgil van Dijk sparkede bolden i kassen.
I anden halvleg blev der ikke scoret yderligere, men begge mandskaber skiftede flittigt ud og sendte seks nye spillere på banen hver.
Cristiano Ronaldo var også med i kampen mod Holland, men han blev skiftet ud efter 68 minutter uden at have scoret.
Real Madrid-angriberen havde mere succes i fredags, hvor han slog til to gange i 2-1-sejren over Egypten.
Liverpool-angriberen Mohamed Salah havde bragt Egypten foran 1-0 i starten af anden halvleg, men Ronaldo slog til med to mål i overtiden i den kamp.
Det er en periode med mange testkampe. Tidligere mandag vandt Norge med 1-0 på udebane over Albanien.
Og Finland slog på hjemmebane Malta med 5-0 i en anden testkamp. Brøndby-angriberen Teemu Pukki scorede to mål i den kamp.
/ritzau/