En strid om en hund endte sidste år fatalt.
Den 31-årige Christian Olesen endte nemlig med at tæve sin syv år ældre bofælle Henrik Frank ihjel med et baseball-kølle, og derfor fik han i dag 10 år i fængsel.
Årsagen til drabet var en strid om en hund, som Henrik Frank havde efterladt hos bofællen i byen Vonge ved Vejle, mens han var bortrejst, skriver nyhederne.tv2.dk.
Da Henrik Frank kom tilbage fra sin rejse, havde Olesen afleveret hunden hos dens tidligere ejer, hvilket ifølge Olesen var aftalen, hvis Frank blev væk i længere tid.
Det gjorde imidlertid Henrik Frank rasende, og han truede Christian Olesen med en kniv. Det gjorde Olesen så bange, at han greb en baseballkølle og bankede bofællen til døde.
Drabsmanden tilstod det hele i Retten i Kolding, der til gengæld kvitterede med at idømme ham to års lavere straf end de normale 12 år for drab.
Rabatten blev givet, fordi drabsmanden ifølge retten forståeligt nok var oprørt over knivtruslen.
Ifølge politiet er både offer og gerningsmand kendt fra misbrugsmiljøet.