Tunge grå skyer har lagt sig over Brøndby IF, og det er ikke kun på grund af en ualmindelig trist dansk sensommer.
På den sportslige front er københavnerne rendt ind i et uvejr af historiske dimensioner, som har placeret dem i bunden af Superligaen. Det skal ændres nu, og derfor har træner Tom Køhlert besluttet at ændre på hverdagen i klubben.
»Søndag havde vi et to timer langt møde i truppen, hvor jeg bekendtgjorde nogle ændringer for fremtiden. Helt specifikt skal vi have mere træning, og så skal der fokuseres på disciplin både i kampe og til træning,« siger Tom Køhlert.
Netop disciplinen er påny blevet et samtaleemne i Brøndby, efter at angriberen Morten Duncan Rasmussen i weekenden gik i byen efter et det forsmædelige hjemmebanenederlag til AGF.
»Det er ikke en hemmelighed, at jeg er skuffet over det, som skete i weekenden. Min holdning er, at når man har tabt en kamp, så går man hjem og graver sig ned. Man går i hvert fald ikke på diskotek,« konstaterer Køhlert, om en af de folk, der er udset til at bære klubben ud af krisen.
Men den tidligere AGF-spiller skal ikke regne med, at det er gjort med det. Træneren har indkaldt til møde under fire øjne.
»Det skal høre op nu med de her episoder. For fremtiden vil der være konsekvenser for samtlige forseelser, som træder udenfor det reglement, der gælder for truppen. Det kan være i form af bøder eller karantæner,« bekendtgør Tom Køhlert, som dog ikke vil ud med, hvilken straf der venter Morten Rasmussen.
Den daglige træning bliver sandsynligvis også markant ændret. Køhlert sysler med tanken om, at han op til kampene vil skære truppen ned til de 16 mand, som skal optræde i weekendens kamp.
»På den måde kan man skabe mere intensitet i træningen, fordi de spillere, som deltager, er klar over, at de skal spille, og derfor er interesserede i at give den alt, hvad de har,« vurderer Køhlert.