Bortset fra de ti første minutter i eftermiddagens kamp mellem Brøndby og FCK, spillede det kriseramte Brøndby-mandskab en god kamp, lyder det fra træner Tom Køhlert.
- 1. halvleg er lige, men som kampen skrider frem, æder vi os mere og mere ind på F.C.København. I anden halvleg har vi overtaget og fortjener vel egentligt det ene point, siger Tom Køhlert til Brøndbys hjemmeside.
FCK scorede efter 13 minutter, men herefter lagde Brøndbyspillerne pres på rivalerne. Og træneren lægger vægt på, at holdet viser fremgang, selvom Brøndby endnu kun har vundet en ud af ti kampe.
- Tilfreds kan jeg dog naturligvis ikke tillade mig at være i og med, at vi ikke fik nogle point, men vi viser fremgang i dag. F.C. København er dygtige til at hive de 1-0-sejre hjem, men vi gør en god figur. Det er selvfølglig ikke nok, når vi taber, siger Tom Køhlert og roser anfører Gislason samt Martin Retov.
- Samlet set skal spillerne have ros, og der er mange ting, vi kan tage med fra kampen i dag.
- Lige nu er jeg skuffet, men fattet. Jeg føler, at holdet gør, hvad de kan i dag,og jeg er specielt glad for den indsats, vores unge midterforsvar lægger for dagen. Man kunne frygte, at med så ungt forsvar ville F.C. København med deres rutine køre igennem dem, men de gør det godt, siger Tom Køhlert.