Brøndbyspillerne var arrogante, derfor undervurderede de Vejles hold og tabte søndagens Superligakamp til Vejle. Det mener cheftræner Tom Køhlert, der ikke mener, at nederlaget var et symptom på et kompleks.
»Det kan kun blive et kompleks, hvis man gør, alt hvad man kan og ikke vinder. I Esbjerg førte vi det meste af kampen og de fik et lucky punch til sidst. I Ålborg styrede vi kampen og tabte 3-2 til sidst med en mand i undertal. Det kan jo altså ikke sammenlignes med det vi så i går,« siger Tom Køhlert, der mener, at spillernes indsats var uacceptabel og muligvis kommer til at koste pladser i startopstillingen i den kommende superligarunde.