Træneren i 1. divisons-klubben Køge Boldklub, Henrik Larsen, har ikke haft de bedste arbejdsbetingelser op til forårssæsonen. Alligevel tror og håber han på, at holdet er stærkt nok til at spille med om oprykning.
»Min målsætning er stadig den samme. Jeg spiller altid for at vinde og for at være med i toppen til det sidste, og kan vi skrue holdet rigtigt sammen, så har vi stadig kvaliteten til at blande os i top-4,« mener Henrik Larsen.
På grund af betalingsstandsningen i Køge har han de seneste 14 dage slet ikke fået lov til at træne sine spillere. Fra sidelinjen har Henrik Larsen således blot kunnet se på, mens topscorer Anders Nielsen, Dennis Bo Mortensen og Olcay Senoglu har fundet nye græsgange. Men det ryster ikke træneren.
»Du kan også komme ud for skader, og så må du bare finde erstatninger,« siger Henrik Larsen.
Foræret tre point væk
Køge ligger halvvejs i sæsonen som nummer fire, kun to point fra en oprykningsplads. Klubben har egentlig spillet sig til en andenplads, men grundet det økonomiske rod er der blevet trukket tre point fra kontoen. Heller ikke det kan slå europamesteren fra 1992 ud. »Det er da irriterende, men så må vi bare vinde en ekstra kamp. Vi har ikke tabt i 12 kampe, så giver vi dem den 13., og så må vi bare vinde den 14.,« som han siger det.
Fredag skal Henrik Larsen træne sine spillere for første gang i 14 dage. Han har dog allerede smugkigget og kan fortælle, at spillerne er i god form trods betalingsstandsningen.
Køges første kamp er hjemme mod Thisted 1. april.