OB har i dag skrevet kontrakt med midtbanespilleren Allan Nielsen, der skifter fra Køge Boldklub på en kontrakt, der løber frem til 30. juni 2008.
Dermed bliver 30-årige Allan Nielsen den første af de fritstillede spillere i Køge, der forlader klubben.
Midtbanespilleren har været fast mand hos sjællænderne og opnået 142 kampe i Superligaen og 1. Division. I sin tid i Køge scorede Allan Nielsen hele 39 mål, hvilket vidner om stor målfarlighed trods placeringen på midtbanen. Desuden besidder Allan Nielsen et godt blik for spillet.
Selv ser Allan Nielsen sig ikke tilbage:
»Jeg er glad for at komme til en topprofessionel klub, der spiller med, hvor det er virkelig sjovt. Det er en klub, der har spillet UEFA Cup og Royal League, og som er på vej fremad. Jeg tror fremgangen fortsætter, og det glæder jeg mig til at være en del af,« siger han.
»Vi har tilknyttet Allan Nielsen på klar anbefaling fra vores cheftræner Bruce Rioch. Allan Nielsen er en stærk midtbanespiller, der tilfører vores SAS Ligatrup styrke og bredde. Allan kan bruges på flere pladser og har alle forudsætninger for at blive en gevinst for holdet,« siger OB’s direktør Kim Brink om tilgangen af Allan Nielsen:
Allan Nielsen beskrives som en spændende midtbanespiller med erfaring fra Superligaen og toppen af næstbedste række. Han har en fortid i bornholmske Knudsker og Viking, traditionsklubben Hvidovre samt senest Køge, hvor han har spillet siden 2002.
Selve kontrakten med Allan Nielsen er på plads, ligesom alle formalia med Køge Boldklub er i orden. Skiftet bliver endeligt en realitet, når OB har modtaget dispensation til at skrive kontrakt med spillere uden for transfervinduets åbning.
Allan Nielsen får trøje nummer 19 i OB, og kan debutere så snart dispensationen er modtaget.
DBU har tidligere meldt ud, at dén side af sagen er en formalitet.