De skal stadig koge vandet først, men fra tirsdag kan borgerne i Køge Kommune atter drikke vandet i hanen og bruge det til madlavning.
Det oplyser kommunen på sin hjemmeside.
Lørdag blev vandrør og haner i 216 husstande og seks fødevarevirksomheder i den nordlige del af Køge gennemskyllet og renset med klor, og når resten af byens husstande og virksomheder de kommende dage har skyllet deres haner igennem og de sidste klorrester er fjernet, vil drikkevandsforbudet fra tirsdag være ophævet og erstattet med et kogningspåbud.
»Alle cirka 90 mennesker, der har været involveret i kloringen, har mødt en utrolig stor imødekommenhed og hjælpsomhed fra beboerne og virksomhederne i området. Der vil jeg gerne takke alle for,« udtaler Lars Mørk, fra Køge Kommune og formand for den nedsatte Koordinationsgruppe.
Det indførte kogepåbud skal sikre, at beboerne ikke indtager vand fra hanerne, uden det er kogt. Grunden er, at nogle ikke-sundhedsskadelige bakterier kan blomstre op i vandinstallationerne umiddelbart efter kloringen. Alle beboere modtager søndag et orienteringsbrev med en vejledning i, hvordan kogepåbuddet fungerer i praksis.
Det er ifølge Lars Mørk ikke muligt at sige, hvor længe kogepåbuddet vil vare. Der kan blive tale om flere uger – og i værste fald op til flere måneder. Vandforureningen blev opdaget midt i januar og skyldes en kombination af tekniske og menneske fejl, der har betydet, at spildevand blev blandet sammen med drikkevandet.