Sagaen om en fusion mellem Køge og Herfølge boldklubber er efterhånden så lang, at 1.000 og en nats eventyr vil ligne en pamflet ved siden af, og i går blev endnu et kapitel skrevet – omend det blev et noget ordfattigt et af slagsen. Denne gang er det springende punkt et supermarked.
Alt tegnede ellers godt tirsdag aften, da både amatørafdelingerne og de professionelle afdelinger i de to klubber var blevet enige om, at de to gamle ærkerivaler skulle slå pjalterne sammen om et storhold på Sydsjælland. Men så nåede sagaen til Køge Kommune, hvor den indtil videre stoppede brat. Det fortæller direktør i Køge Boldklub, Jørn Rasmussen.
Butikker på stadion
»Vi har jo hele tiden sagt, at der skal være nogle forudsætninger, der skal være i orden med stadion, og der hænger kommunen lidt i det,« forklarer direktøren.
Det handler kort fortalt om, at klubberne i forbindelse med en stadionudvidelse vil forbeholde sig retten til at supplere med detailhandel og gerne et supermarked, og det er Køge Kommune ikke lige indstillet på at give lov til.
Køges borgmester, Marie Stærke, fortæller, at kommunen ikke vil tage stilling til lejemålets længde, før der foreligger mere konkrete stadionplaner. Til gengæld blev det godkendt på et byrådsmøde tirsdag aften, at et stadionprojekt må inkludere 1.500 kvadratmeters detailhandel.
»Men vi vil ikke have et supermarked,« siger hun.
Møderne trak ud
Den melding fik ledelsen i Køge Boldklub til at gå i tænkeboks, for ifølge Jørn Rasmussen var kommunens udspil ikke tilfredsstillende. »Det er ikke godt nok, og bolden ligger hos kommunen,« sagde Jørn Rasmussen, før han klokken 16 gik til møde med ledelsen.
Det var et møde, der skulle have varet en time. Men klokken 19.30 var der stadig ingen afgørelse, og eneste kommentar fra Jørn Rasmussen var, at de stadig sad i møde. I Herfølge Boldklub var direktør Henrik Winther Olsen taget på ferie, så han kunne heller ikke sige noget.
DBU’s deadline for at indberette fusionen – eller overbygningssamarbejdet, som det hedder på Sydsjælland – udløber i dag, så garnet begynder at stramme om de to fusionslystne klubber.
Kommunens ansvar
Men sportsredaktøren på Køge Dagblad, Anders Kamper, der har fulgt fusions-anstrengelserne tæt, tror på en lykkelig slutning for de to klubber.
»Det skal simpelthen lykkes den her gang, og det tror jeg også, at det gør, hvis kommunen er sit ansvar voksent,« siger sportsredaktøren.