Køen til hvert ledige job bliver længere og længere på Jobnet.dk.
For hver opslåede stilling på Arbejdsmarkedsstyrelsens jobportal er der 16 ledige kandidater, skriver Politiken.
Før den økonomiske krise satte ind i efteråret 2008, var der kun tre ledige per stilling.
- Antallet af ledige stillinger ligger fortsat på et historisk lavt niveau, siger senioranalytiker Erik Bjørsted fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd til Politiken.
Det lave antal jobopslag tegner et billede af et arbejdsmarked, der har mistet momentum, siger cheføkonom i Nordea, Helge Pedersen.
- Vi har fortsat et svagt arbejdsmarked og et arbejdsmarked, som er markant svagere end før krisen. Væksten er så lav, at den ikke rigtig kan skabe nogen arbejdspladser, siger han til Politiken.
Væksten skal ligge på mindst én procent om året, men i sidste uge vurderede EU-kommissionen, at den danske vækst vil ligge på 0,3 procent i år.
- Vi skal ind i 2014, før vi vil se en vending på arbejdsmarkedet. Men det afhænger af, om det internationale opsving fortsætter, og om den hjemlige økonomi genvinder noget momentum, siger han til Politiken.
Den såkaldte bruttoledighed - arbejdsløse og aktiverede - er fra nytår faldet med næsten 10.000 personer. Og arbejdsløsheden har med 5,7 procent ramt sit laveste niveau siden 2009.
Men tallene dækker ifølge a-kasse-organisationen AK Samvirke over, at flere end 27.000 arbejdsløse er blevet ramt af halveringen af dagpengeperioden fra fire til to år og derfor ikke tæller med i statistikken.
Samtidig bliver stadig flere kontanthjælpsmodtagere vurderet som ikke-arbejdsmarkedsparate og tæller derfor heller ikke med.
- En stor del af forklaringen på, at arbejdsløshedstallene ser pænere ud, er formentlig, at arbejdsløse er faldet ud af dagpengesystemet. Det er ikke, fordi der er kommet gang i arbejdsmarkedet. Vi kan også se, at antallet af jobskifter ligger på et lavt niveau, siger Erik Bjørsted til Politiken.
Newspaq