Fødevarepolitiet beder ansatte i restaurationsbranchen om hjælp til at afsløre endnu flere kødsvindlere, der sælger mange år gamle fødevarer med nye datomærker.
Det sker, efter at Fødevarestyrelsens nyoprettede rejsehold ved bare tre besøg på virksomheder har afsløret intet mindre end 100 tons gamle fødevarer, der enten var solgt eller stadig lå på lager.
»Har man selv arbejdet i en virksomhed, hvor man systematisk svindler med datoen på fødevarer, eller bliver en restaurationsejer tilbudt partier fødevarer, hvor prisen er mistænkeligt lav, så vil vi gerne informeres,« siger Michael Rosenmark fra rejseholdet i Fødevarestyrelsen.
Meldingen om, at Fødevarestyrelsen gerne vil have tips til folk, der har viden om fødevaresvindel, blev fredag sendt til samtlige hoteller og restauranter i brancheforeningen Horesta,
»Men arbejder man i andre dele af fødevarebranchen, så må de også gerne kontakte os,« siger Michael Rosenmark.
Begravet i arbejde
Han er chef for en ny enhed, der består af seks politifolk, revisorer og fødevarekontrollanter, der skal endevende fødevarevirksomheder, hvor man har mistanke om svindel.
Indtil nu har de kun undersøgt tre virksomheder på Sjælland. Men her er der nærmest væltet ud med gammelt kød og fisk. Præcis 100 tons.
»Det var så store mængder, at vi stadig er begravet af arbejde fra det,« siger Michael Rosenmark.
Forleden gav de Danish Food Company en bøde for at sælge gammelt kød for anden gang på et år. Denne gang havde de solgt godt 800 kilo månedgammelt oksekød og 2.100 kilo kyllingbryst mærket med en dato fra juni 2004.
Danish Food Company er i øvrigt ejet af Aksel Kildall. Han er svigerfar til ejeren af det ligeledes skandaleramte Thulin Kød Engros, der i foråret af DR-programmet Kontant blev afsløret i systematisk svindel med gammelt kød.
Hovedleverandøren til Thulin var Danish Food.