Det er den slags handler, vi alle sammen drømmer om. Men hvor de fleste må nøjes med at drømme, kan engelske Marc Cavoto grine hele vejen til banken.
Han købte en udgave af Harry Potter-bogen ”Hemmelighedernes kammer” til blot en pence + porto, svarende til under ti øre, og nu kan bogen indbringe ham på den gode side af 20.000 danske kroner.
Bogen viste sig nemlig at være en ekstrem sjælden førsteudgave, som ovenikøbet var signeret af moderen til den fiktive troldmand, J.K. Rowling.
Marc Cavoto samler på Harry Potter-bøger og har 1500 af slagsen. Han interesse begyndte, da hans datter, Holly, ville sælge sine gamle bøger. De indbragte lynhurtigt omkring 150 kr pr. stk, og så øjnede Marc en forretningside. Siden har han købt og solgt bøger med den populære troldmandslærling.
Bog solgt for en halv million
Men da han købte bogen på Amazon, havde han ingen anelse om, at han havde ramt en guldåre. Det var først, da pakken blev leveret og hans datter åbnede bogen, at de fandt ud af, hvilken god handel, de havde gjort.
Og for at det ikke skal være løgn har Marc Cavoto faktisk tidligere tjent tykt på Harry Potter. En anden bog, han også købte til blot ti øre, indbragte således mere end 40.000 kroner på auktion.
Den nyeste bog bliver tirsdag sat til salg hos auktionshuset Hanson’s Autioneers. Vurderingen lyder på op mod 2500 pund – svarende til godt 22.000 kroner.
Og måske skulle man ligge tjekke sine gamle Harry Potter-bøger på loftet. Auktionsfirmaet har nemlig to gange tidligere år til svimlende summer – det dyreste hammerslag lød på over en halv million kroner!