De høje el-priser presser budgetterne hos både privatpersoner og virksomheder. Og det gælder også for mange af landets købmænd, der skal forholde sig til ekstra store regninger for tiden.
Et godt eksempel er Lasse Dalsgaard Nielsen, der ejer Spar-butikken i den nordjyske by Hune. TV2 Nord har talt med købmanden, der kan berette om en voldsom el-regning for august.
- Regningen for august lød på 248.000 inklusiv moms og afgifter, og sidste år lå den på samme tidspunkt på omkring 85.000, så det er hård kost, siger købmanden til TV2 Nord.
Hans kollega Martin Hjelm Pedersen hos Spar i Blokhus er også presset. Han har ligesom mange andre steder fjernet kølere og skruet ned for belysningen i den 750 kvadratmeter store butik, men alligevel lød elregningen for august på 220.000 kroner.
- Det er uoverskueligt, og vi skal pludselig betale mere end det tredobbelte af, hvad vi plejer. Overskuddet er væk, og det er mere eller mindre umuligt at drive en ordentlig forretning, siger købmand Martin Hjelm Pedersen, der håber, at elafgiften snart bliver sænket.
- Hvis der ikke sker noget, så er der slet ikke nogen fremtid for vores butik, siger han.