Modsat Venstre støtter De Samvirkende Købmænd (DSK), at regeringspartierne, Enhedslisten og De Konservative torsdag strammede planloven, så der ikke kan bygges et Bilka-center uden for Randers.
- Det er en stor sejr for det lokale butiksliv, hvad enten vi taler om den eksisterende detailhandel i midtbyen eller dagligvarebutikkerne i boligområderne og i byens opland, siger DSK's administrerende direktør, John Wagner, i en kommentar.
DSK har i flere år kæmpet mod et Bilka-center i Paderup uden for Randers sammen med COOP Danmark, Dansk Detail, HK Handel og Cityforeningen i Randers.
Til det sidste var det usikkert, om planloven blev strammet, inden Randers Kommune blev færdig med sin lokalplan.
- Derfor er den vedtagne tilbagerulning, som regeringspartierne lovede allerede inden sidste folketingsvalg, også en sejr for hele planlovgivningen og den demokratiske proces. Man kan sige, at med lov skal land bygges - ikke Bilka! siger John Wagner.
- Derfor fortjener regeringspartierne, Enhedslisten og Det konservative Folkeparti stor anerkendelse for at stå vagt om de detailhandelsbestemmelser i planloven, som sikrer Danmark en fintmasket butiksstruktur med levende bymidter og dagligvarebutikker i landdistrikterne, forskellighed i byernes detailhandel og fortsat plads til selvstændige forretningsdrivende, siger John Wagner.
/ritzau/