Et værn mod butiksrøverier kan være butikker uden kontanter.
Det mener købmændene i hvert fald. I en rundspørge blandt De Samvirkende Købmænds medlemmer, svarer 76 % af købmændene, at kontantløse butikker vil resultere i et fald i antallet af røverier i dagligvarehandelen.
Rundspørgen kommer i kølvandet på vækstpakken, som indeholder en 3-årig forsøgsordning med kontantløse butikker.
- Dele af detailhandelen har været udsat for flere røverier i 2013 end tidligere, og detailhandelen som helhed bruger rigtig mange ressourcer på at undgå røverier. Derfor vil muligheden for butikker uden kontanter være attraktiv for mange, siger vicedirektør i De Samvirkende Købmænd, Claus Bøgelund Nielsen i en pressemeddelelse.
Selvom de fleste købmænd kan se fordele ved en kontantløs butik, er det dog langtfra dem alle, der ønsker en kontantløs ordning. Det gør kun 29 % af de adspurgte.
- Det er der en helt naturlig forklaring på. Ingen købmand vil sige nej til kontanter, hvis det samtidig betyder færre kunder og mindre omsætning. Butikkerne kan derfor være tilbageholdne med at sige nej til kontanter, siger Claus Bøgelund Nielsen.
DSK repræsenterer 1.300 købmandsejede supermarkeder, discountbutikker, nærbutikker og convenience-butikker i kæder som f.eks. SPAR, SuperBest, REMA 1000, 7-Eleven, Løvbjerg, KIWI, Min Købmand, ABC Lavpris, LetKøb, Go'on og Dagrofa S-Engros.