Hvis du handler på verdens største internet-auktionshus, eBay, gør du klogt i at slå koldt vand i blodet. For køberne har en tendens til at betale alt for meget for varerne. Det er beskeden fra en række økonomer, der har undersøgt forbrugernes adfærd på det store site.
De kloge hoveder, anført af økonomen Ulrike Malmendier fra Berkeley universitet, fulgte blandt andet 166 auktioner om et brætspil. Man kunne købe spillet fra nyt på den officielle hjemmedside for 195 dollars. På eBay startede buddene på cirka 45 dollars, og man kunne springe den nervepirrende auktion over, ved at benytte sig af buy it now funktionen, hvor man som regel skulle slippe 125 dollars.
Det var jo på papiret en fin handel for køberne. Men tilsyneladende blev køberne så forhippede på at vinde auktionen, at de tit bød mere end 185 dollars for spillet. Det selv om man altså med et enkelt klik kunne købe spillet til 125 dollars.
- Faktisk kravlede prisen op over buy it now -prisen i 43 procent af tilfældene, fortæller Ulrike Malmendier til USA Today.
Det forvirrede ærlig talt forskerne, at internetkøberne kunne handle så ulogisk. derfor forsøgte de sig så med at overvåge tusinder af iPod-auktioner.
Men igen gik køberne amok i en slags rus for at vinde auktionen. 45 til 50 procent af auktionerne endte højere end buy it now -prisen.