Den ambitiøse håndboldklub København Håndbold har sikret sig endnu et markant navn forud for debuten i den bedste række næste år.
Det er landsholdets venstre fløj Mie Augustesen, der vender hjem til Danmark efter et ophold i den tyske klub Thüringer HC.
I København støder hun til andre kendte navne som Christina Krogshede og Pernille Larsen og bliver i øvrigt genforenet med træner Martin Albertsen, som hun også havde som chef i sin tid i Randers.
- Mie er en bomstærk fløjspiller, der er meget afslutningssikker, men også defensivt mestrer at dække flere pladser. Derudover er hun blandt andet super på kontra, siger Martin Albertsen i en pressemeddelelse.
Fløjspilleren mener selv, at hun har lært af sit ophold syd for grænsen.
- I Tyskland har jeg fået noget erfaring, og der er en anden kultur omkring håndbolden, hvor man blandt andet træner hårdere.
- Jeg vil gerne gå foran og vise den udvikling, jeg har gennemgået, så jeg kan bidrage til, at vi i fællesskab får skabt et godt hold, siger Mie Augustesen.
København Håndbold overtager FIF's licens i den bedste række i den kommende sæson.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.