Et springvand uden vand er cirka lige så spændende som en yoyo uden snor. Alligevel var tre af Københavns springvand tørlagt sidste år. Men det sker ikke i år.
»Det var jo ikke godt, at der ikke var vand i flere af springvandene, så er der ligesom ingen idé i det. Men i år skulle der ikke være nogen slinger i valsen,« fortæller Jens Peter Munk, der er projektleder i Vej & Park København.
Utætheder og kalk
Der var forskellige årsager til sidste års problemer. Springvandene ved Vandkunsten og i Hans Tausens Park var utætte. Og det ved Vesterbro Torv var kalket til.
Jens Peter Munk fortæller, at der først skulle findes penge, før springvandene kunne repareres, og at specielt afkalkningen af springvandet på Vesterbro Torv har været et større arbejde.
Agnete og Havmanden
Men nu skulle alt være klart til en sommer med masser af vand i springvandene.
I en anden afdeling af kategorien kunst møder vand er skulpturen Agnete og Havmanden. Den er inspireret af et H.C. Andersen-eventyr og forestiller Havmanden og hans sønner, mens Agnete er væk. De har normalt til huse i Frederiksholms Kanal, men da der skulle ryddes op i kanalen, blev Havmanden og hans sønner sat til at vente på Agnete på land. Deres eksil som landkrabber blev dog noget længere end planlagt.
Der skulle først findes penge i budgettet, før de kunne vende tilbage til deres faste plads under vandoverfladen.