Ritzau
Opdateret kl. 16:54
Et formodet angreb ved et julemarked i det centrale Berlin får nu dansk politi til at skrue op for sikkerheden ved lignende arrangementer.
Blandt andet øger Københavns Politi tilstedeværelsen ved julemarkeder og på Strøget, mens der visse steder vil blive opsat trafikregulerende foranstaltninger i form af fysiske afspærringer.
- Uvarslet terror mod forsamlinger af uskyldige mennesker er meget vanskeligt fuldstændig at sikre sig imod, men vi tager nu i samarbejde med PET og Rigspolitiet nogle yderligere initiativer for at sikre københavnerne så godt som muligt her i juletravlheden, siger ledende politiinspektør Peter Dahl.
Også i Nordjylland har man valgt at øge patruljeringen. Det fortæller chefpolitiinspektør Karsten V. Hansen til Nordjyske.
- Fra central sted blev det i går (mandag, red.) anbefalet, at vi iværksatte tryghedsskabende initiativer. Derfor vil vi være mere synligt til stede omkring julemarkederne, og det er som direkte konsekvens af hændelserne i Berlin.
Chefpolitiinspektøren påpeger, at beredskabsniveauet er uændret.
- Dansk Politi var i forvejen i forhøjet beredskab, og det niveau fastholder vi, siger han til Nordjyske.
I Rigspolitiet forklarer kommunikationsrådgiver Thomas Kristensen, at man har drøftet sikkerhedssituationen med alle landets politikredse.
Af sikkerhedsmæssige årsager ønsker han imidlertid ikke at fortælle, hvad de konkrete tiltag består i.
- Behovet vil være forskelligt fra kreds til kreds. Noget vil være synligt, og noget vil ikke være synligt, siger kommunikationsrådgiveren.
Ved det formodede angreb i den tyske hovedstad bragede en lastbil mandag aften ind i en folkemængde, der besøgte et berømt julemarked på Breitscheidplatz i den centrale del af byen.
Ifølge den tyske forbundskansler Angela Merkel er der tilsyneladende tale om et terrorangreb.
/ritzau/