Hvad har København, Sakskøbing og Bjergsted til fælles? Her dør borgerne tidligst.
Hvad har Gråsten, Sydals og Søllerød så til fælles? Her lever borgerne længst.
Uligheden i den danske folkesundhed vokser.
For meget alkohol, rygning, dårlig kost og mangel på motion putter borgerne i København hurtigst i graven. Det viser en opgørelse over danskernes middellevetid, som Statens Institut for Folkesundhed har lavet få dage før, at landets 271 kommuner sammenlægges.
I København dør borgerne tidligst i en alder af 73,5 år, mens de lever længst i Søllerød, 78,9 år.
Blandt tallene med den længste middellevetid er otte af ti kommuner i Jylland, en enkelt på Fyn og så Søllerød.
Kommunerne med de korteste middellevetider ligger alle på Sjælland med København som den korteste. Fem af kommunerne med korte middellevetider ligger på Lolland.
Mange forhold påvirker dødelighedsforholdene og middellevetiden i en kommune. Men en sund befolkning med gode levekår, gode sundhedsvaner og et godt sundhedsvæsen vil forlænge middellevetiden.
Danskerne bor i sundhedsghettoer. For personer med lav indkomst og dårligt helbred vil sjældent bosætte sig i en kommune med dyre boliger, som for eksempel Søllerød, men vil have bedre muligheder for at bosætte sig i kommuner, hvor huslejen er lavere. Det er også en af forklaringerne på forskellen.
Nyhedsavisen skrev for nyligt en historie om forskellen i danskernes gennemsnitsalder. Den historie var lavet på baggrund af gennemsnitsalderen ved død. Men de tal påvirkes for eksempelvis også af byens alderssammensætning, hvorfor disse tal er mere pålidelige, siger Statens Institut for Folkesundhed.
Se din kommune her:
http://www.si-folkesundhed.dk/upload/ml_tabel.pdf