København Håndbold havde gode muligheder for at afgøre kampen, da holdet på hjemmebane tog imod Odense Håndbold i hovedrunden i kvindernes Champions League.
Alligevel endte opgøret 24-24, og det irriterer København-træner Claus Mogensen.
- Vi havde afgørelsen i vores egne hænder i flere omgange, så jeg ærgrer mig rigtig meget.
- Det var en god håndboldkamp, og vi udfordrede hinanden på at tage initiativet og have momentum. Så det var marginalerne.
- Jeg er godt tilfreds med vores indsats, men jeg er rigtig ærgerlig over, at vi ikke fik begge point. Vi føler det som om, at vi har mistet et point, siger han.
Skuffelsen var også til at spore hos holdets norske landsholdsmålmand, Emily Stang Sando, der stod en fin kamp.
Hun var især træt af, at det ikke lykkedes københavnerne at holde fast, efter at de flere gange i kampen var foran med tre-fire mål.
- Vi tabte sejren. Vi havde jo styr på det, og så var vi dumme nok til at lukke dem ind i kampen igen, siger hun.
København var foran med 12-9 ved pausen, men i begyndelsen af anden halvleg halede fynboerne ind, og det blev helt lige igen ved 15-15.
- Vi gav aldrig op, selv om de kom tilbage. Vi mistede heller ikke momentum. Vi gjorde det godt, og alligevel står jeg her mega skuffet. Det er en mærkelig følelse, siger målmanden.
Både København og Odense har fire point i gruppe 1, hvor københavnerne har fjerdepladsen på en bedre målscore end Odense, der ligger nummer fem.
De fire bedste hold går videre til kvartfinalen.
Søndag møder København gruppens tophold, franske Metz, på udebane. Her regner Claus Mogensen ikke med point, men han håber alligevel, at det lykkes København at spille sig videre.
- Vi skal ud og lave nogle mirakler. Det er ikke nok at vinde hjemmekampene. Vi skal nok vinde i Odense. Den kamp får meget stor betydning, siger han og henviser til de to holds returopgør 2. marts.
/ritzau/