Det er dyrt at bo i en storby - og nogle storbyer er bare dyrere end andre.
Lige nu er det Hong Kong, Paris og Zürich, der tager prisen som de dyreste steder at leve. Men også i København skal man have polstret pengepungen. Den danske hovedstad indtager en plads i top 10.
Det fremgår af den nyeste liste fra The Economist Intelligence Unit, der overvåger udviklingen i 133 af verdens byer og sammenligner dem ud fra prisen på 138 hverdagsvarer.
I den forrige udgave af listen, som kom i marts, var det Singapore og japanske Osaka, der sammen med Hong Kong delte “æren” af at være den dyreste by i verden.
Men i den seneste "coronaudgave" har Paris og Zürich altså overtaget deres pladser i toppen, og de europæiske byers fremmarch sker netop på baggrund af coronapandemien og udsvingene på valutakurserne.
Dollaren er faldet i værdi og det har betydet, at byer i Afrika, Sydamerika og Østeuropa har oplevet faldende priser, mens euroens øgede værdi i forhold til dollaren har fået priserne til at stige i Vesteuropa.
København var ikke at finde i top 10 i marts, men indtager nu en 8. plads - klemt inde mellem de to amerikanske storbyer New York og Los Angeles.
Verdens dyreste byer at bo i:
1. Paris, Frankrig
1. Hong Kong
1. Zürich, Schweiz
4. Singapore
5. Osaka, Japan
5. Tel Aviv, Israel
7. Geneve, Schweiz
8. New York, USA
9. København, Denmark
10. Los Angeles, USA
I bunden af listen finder man Damaskus i Syrien, Tashkent i Usbekistan, Lusaka i Zambia, Caracas i Venezuela og Almaty i Kasakhstan.