Landsholdsspiller Marianne Bonde, der lige nu er med landsholdet til Golden League, har sagt ja til at forsætte karrieren hos København Håndbold, og hun er dermed den 10. spiller, der kommer på kontrakt i den nystiftede klub.
- Vi er glade for, at Marianne har valgt at sige ja til at være en del af holdet. Vi har haft en god dialog med hende om fremtidsperspektivet, og hun vil få en central rolle, hvor holdet skal bygges op omkring hende.
- Både på og udenfor banen, siger københavnernes træner Martin Albertsen i en pressemeddelelse.
Albertsen mener, at Bonde er vigtig, fordi hun er en ledertype, der altid går forrest.
- Marianne er en stærk stregspiller. Hun er høj og stærk, mens hun også mestrer både angreb og forsvar. Jeg er rigtigt glad for, at vi kan tilknytte en så erfaren landsholdsprofil, siger Albertsen.
Fra landsholdslejren i Frankrig fortæller Marianne Bonde, at hun glæder sig til at blive en del af det nye københavnerhold.
- Det er en stor udfordring at være med til at bygge noget nyt op. Jeg ser et stort potentiale i København Håndbold, og det vil jeg gerne være en del af, fortæller den 28-årige stregspiller.
- Jeg skal bidrage med noget rutine, da jeg jo har prøvet lidt forskelligt inden for håndbold, så det skal jeg selv og holdet drage nytte af.
- Derudover skal jeg bidrage med en masse fight og vilje samt være med til at skabe et godt træningsmiljø, hvor vi går til den med respekt for hinanden og god kemi.
- Derudover kommer jeg med godt humør og lækker musik til opvarmningen. Jeg glæder mig bare så meget, siger Bonde i en pressemeddelelse.
/ritzau/