København Håndbold udvider sin svenske samling af spillere med fløjen Olivia Mellegård fra næste sæson.
Hun dropper svenske Sävehof og skifter til den danske topklub på en kontrakt, der løber i tre år. Det skriver København Håndbold på sin hjemmeside.
Trods sine kun 22 år vil Olivia Mellegård bidrage med stor erfaring, forventer København-træner Claus Mogensen.
- Olivia er en spiller, der gennem de seneste mange sæsoner har samlet en masse international erfaring med flere slutrunder for Sverige og Champions League med Sävehof.
- Hun er en meget alsidig spiller, som også har spillet bagspiller og dækket op i midterforsvaret, men hun kommer til os som fløjspiller. Hun er hurtig, springstærk og arbejdsom, og vi tror, at vi i fællesskab kan udvikle Olivia yderligere og tage skridtet op i den internationale top, siger han.
I den danske hovedstad bliver hun holdkammerat med landsmændene Marie Wall, Linn Blohm, Johanna Bundsen og Hanna Blomstrand.
Netop de mange svenskere har spillet en vigtig rolle i Olivia Mellegårds overvejelser om at rykke til København.
- Klubben har allerede flere svenske spillere, og de trives alle ganske godt, og det er en vældig seriøs klub med et stærkt sundhedsteam, en livlig arena, gode klubfolk og trænere, så det ser jeg frem til, siger hun.
Olivia Mellegård har været med i Sveriges trup ved de seneste tre slutrunder.
/ritzau/