Fyrværkeriet over den københavnske nattehimmel har heldigvis ikke sat fut i større brande i løbet af den normalt for brandvæsnet så travle nytårsnat.
- Jeg sidder lige nu og prøver at få overblik over rapporterne. Og lige nu har vi på nytårsdøgnet kørt omkring 80 brandudrykninger, fortæller indsatsleder Henning Jølnæs fra Københavns Brandvæsen ved 5-tiden tirsdag morgen.
- Vi har som sædvanligt haft travlt, men nok lidt mindre end de tidligere år. Vi har faktisk ikke haft nogen større ting. Så det ser ud til, at københavnerne er blevet bedre til at have med fyrværkeri og den slags at gøre, tilføjer han.
Ifølge indsatslederen rykker brandvæsnet i København ud knapt 100 gange på en gennemsnitlig nytårsnat.
Den værste brand, som indtil klokken 5 nytårsmorgen har ramt i København, er en lejlighedsbrand i Valby.
- Lejligheden er delvist udbrændt. Folk var vågnet og kom selv ud af lejligheden, fortæller Henning Jølnæs fra Københavns Brandvæsen.
Ingen er kommet noget til eller var i stor fare i forbindelse med branden.
/ritzau/