Som den første og eneste by i Danmark skal hovedstaden nu have sin helt egen homopolitik. Det bliver i morgen vedtaget af Københavns Borgerrepræsentation. Det er De Radikale, der er kommet med forslaget, og ifølge gruppeformand i København, Manu Sareen (R), bakker Socialdemokraterne og SF nu op omkring det.
Manu Sareen mener, den nye politik vil gavne Københavns image og økonomi:
- Det betyder, at vi kan sende signaler til andre byer om, at vi er en tolerant og mangfoldig by, og det er vigtigt. Fremtidens storbyer er dem, der har disse overskrifter. Det er dem, der bliver valgt til af turister og firmaer, siger han.
Med homopolitikken skal kommunen blandt andet arbejde for, at lesbiske kvinder kan få forældreorlov, når deres samlever har barsel. Desuden skal den internationale dag mod homofobi markeres, og kommunen vil undersøge, om der skal sættes bedre ind over for hatecrimes.
Men det er ikke alle, der mener, en homopolitik er nødvendig. Blandt andre sundheds- og omsorgsborgmester Mogen Lønborg (K):
- Det ikke er nødvendigt, at vi i København laver en bestemt politik for en seksuel minoritetsgruppe. Vi synes, det er anmassende. I dag er vi nået langt, når det gælder ligestilling og tolerance. Jeg synes, vi har andre påtrængende opgaver i København, siger han.