København får flere taxier

Der kommer flere taxier i København til næste år, fordi kommunegrænserne rykkes.

Fra nytår bliver det nemmere at kapre en taxa på gaden i København. Det skyldes at kommunesammenlægningerne tvinger regeringen til at lave en ny taxalov. For hvilke taxaselskaber, der må køre i københavn afhænger af kommunegrænserne i de storkøbenhavnske yderområder.
Ret beset er det en ren administrativ lov, der skal vedtages, men den kommer altså til at spille ind på udbuddet af hyrevogne i hovedstaden.
»Ved årsskiftet nedlægges det Storkøbenhavnske Taxanævn formelt, og et nyt skal oprettes. For Storkøbenhavn bliver endnu større, og dermed får flere taxavognmænd adgang til København,« forklarer Trine Wollenberg, der er direktør ved Storkøbenhavns Taxanævn.

Taxier inde i varmen

For eksempel må taxier fra Stenløse og Ølstykke ikke samle kunder op i hovedstaden, mens hyrevogne fra Ledøje-Smørum godt må. Men det ændrer sig fra nytår, når de tre kommuner lægges sammen til Egedal Kommune, og så er taxierne fra Stenløse og Ølstykke pludselig inde i varmen.
Det samme gælder for Søllerød og Birkerød, der slås sammen til Rudersdal Kommune. Indtil videre har kun Søllerød hørt til inden for bygrænsen.
Foruden Rudersdal og Egedal kommuner skal den kommende Furesø Kommune muligvis også indlemmes i det kommende taxa-Storkøbenhavn. Det er dog ikke endnu ikke besluttet.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.