Torsdag aften vedtog Københavns Borgerrepræsentation at genindføre valgfrihed mellem titlerne formand, forkvinde og forperson i Københavns Kommune. Dermed ruller et flertal en omdiskuteret beslutning fra 2022 tilbage, hvor titlen formand som udgangspunkt skulle erstattes af den kønsneutrale betegnelse forperson.
Forslaget er stillet af Dansk Folkeparti i samarbejde med Det Konservative Folkeparti og Venstre. Med vedtagelsen kan valgte og udpegede personer i kommunen fremover selv afgøre, hvilken titel de ønsker at bære.
Forslagsstilleren, Christian Bülow fra Dansk Folkeparti, kalder beslutningen for sund fornuft.
- Jeg er meget glad for, at der har vist sig at være flertal for mit forslag. Det er ganske almindelig sund fornuft, at man selv må vælge, om man vil kaldes formand, forkvinde eller forperson. Københavns Kommune skal ikke presse et bestemt politisk korrekt sprog ned over hovedet på folk. Folk er bedst til selv at afgøre hvilken betegnelse de vil bruge, siger han.
Han understreger samtidig, at den nye beslutning ikke skal forstås som et opgør med dem, der foretrækker den kønsneutrale variant.
Beslutningen fra 2022 har siden vedtagelsen været genstand for politisk debat på Københavns Rådhus. Kritikere har peget på, at kommunen ikke bør diktere sprogbrugen for de folkevalgte, mens fortalere har fremhævet, at en kønsneutral titel signalerer ligestilling og inklusion. Med torsdagens afstemning står det nu klart, at valget igen ligger hos den enkelte.
Som en del af beslutningen skifter den såkaldte gruppeforpersonskreds samtidig navn til Københavns Rådhus' Præsidium. Det er det udvalg, hvor lederne af de politiske grupper i Borgerrepræsentationen mødes for at drøfte rådhusets egne forhold - fra mødeplanlægning til interne procedurer.