Højere priser på benzin, cigaretter og øl er med til at udhule danskernes realløn.
Forbrugerpriserne steg 2,3 procent i juli, viser nye tal fra Danmarks Statistik i forhold til samme måned året før.
De højere prisstigninger kan især tilskrives benzinprisernes himmelflugt. Men privatøkonom i Danske Bank Las Olsen forventer, at danskerne også snart vil opleve højere priser på fødevarer.
- Man må regne med, at vi stadig har nogle prisstigninger til gode i takt med, at fødevareprisstigningerne på verdensmarkedet forplanter sig til de danske supermarkeder, siger Las Olsen.
Det seneste år er priserne steget mest på alkohol og tobak med en stigning på mere end otte procent. Men også højere bankgebyrer og dyrere forsikringer trækker op.
Las Olsen hæfter sig ved, at prisstigningerne ligger over lønstigningerne, og dermed udhuler danskernes realløn.
- Priserne stiger altså klart mere end indkomsterne, siger Las Olsen.
Og det er både privatansatte og offentligt ansatte, der taber købekraft. Godt nok ligger lønstigninger i den private sektor ikke langt under inflationen, men de privatansatte bliver ramt af højere skatter.
- De privatansatte bliver ramt af, at skatten er højere i år end sidste år, primært på grund af genopretningsplanen fra 2010, der stadig er i gang med at slå igennem.
- Og de offentligt ansatte oplever væsentligt lavere lønstigninger nu på grund af deres store lønfremgang i 2009, forklarer Las Olsen.
Hos Jyske Bank forventer man, at inflationen vil holde sig på det nuværende høje niveau resten af året.
- Generelt er der ikke de store udsving i øjeblikket, og vi forventer, at inflationen vil holde sig mellem 2 og 2,5 procent resten af året, siger seniorøkonom Niels Rønholt i en kommentar til tallene.
De fleste får for øjeblikket lønstigninger på mindre end to procent, og mange oplever derfor fortsat fald i realløn, påpeger Niels Rønholt.
/ritzau/