John Lennon købte den i 1970. En smuk hvid Mercedes-Benz 600 Pullman. Det er en forlænget udgave af Mercedes-Benz 600, og vores egen rejsekonge, Simon Spies, havde begge to såmænd. Han kaldte dem hhv. "Lille Frede" og "Lange Frede".
Nå, tilbage til Beatles-bilen. Om John Lennon kaldte sin lange hvide limousine for noget vides ikke, men han fik modificeret den en anelse ved købet.
Han installerede et bedre anlæg, bedre og mere polstrede sæder samt en glasrude mellem passagerer og chauffør.
Lennon elskede sin hvide Pullman, som er en ud af kun få højrestyrede af slagsen. Det var jo en tysk produceret bil.
John Lennon og fru Yoko Ono kørte dog kun i bilen indtil 1971, hvor de flyttede til USA. Den var ikke så praktisk at have med i flyttegodset.
Det blev hans gode ven og med-Beatle, George Harrison, som købte den herefter. Harrison havde selv en 600 i forvejen, og nu havde han to.
På et tidspunkt i 1975 fik han besøg af The Supremes-legenden Mary Wilson og dennes mand. George Harrison viste dem sin samling af biler, og Mary forelskede sig i den hvide limousine på stedet og fik lov at købe den.
Hun kørte i den i USA i en årrække, og så har den haft et par ejere siden. Nu er den total istandsat og det er rigmanden og bilhandleren Tom Hartley Jr., som har den til salg.
Og skal du spørge om prisen, har du ikke råd. Men nogle millioner med den historie og ejerkreds skal den nok blive solgt for.
Se flere billeder og detaljer om bilen her