Nu kan du endelig vågne til lyden af tusindvis af skrigende mennesker. Forlystelseshaven Tivoli har fået den verdensberømte arkitekt Norman Foster til at tegne et hotel til haven. Det bliver på 20.000 etagekvadratmeter med 150 værelser og 50 ejerlejligheder.
Tivoli oplyser, at man i øjeblikket forhandler med Four Seasons om at drive hotellet.
»Der foregår en række sonderinger med potentielle investorer, som forventes afsluttet efter en forhåbentlig positiv myndighedsbehandling af projektet,« oplyser administrerende direktør Lars Liebst i en meddelelse fral fondsbørsen.
Lejlighederne bliver i luksusklassen med indgang fra Rådhuspladsen og mellem 150 og 170 kvadratmeter store. Hotelværelserne bliver fire- eller femstjernede.
»Vi vil gerne gå fra at være en sæsonbetonet virksomhed til at drive
forretning helårligt. Og så vil vi gerne forbindes med at være et af
byens nye vartegn,« siger havens kommunikationsmedarbejder, Simon
Verheij.
Hotellet skal ligge på den grund ud
mod Rådhuspladsen, hvor H.C. Andersen Slottet ligger i dag. Tivoli
forventer, at byggeriet tidligst vil stå færdig i år 2010.
Kommunikationsmedarbejderen ønsker ikke at komme nærmere ind på, hvad
de luksuriøse lejligheder i hjertet af København kommer til at koste.
Projektet levner ikke plads til den
eksisterende bygning på grunden, H.C. Andersen Slottet, eller den klassiske
runde Tivoli-bygning, som i dag huser restaurant Ultimo, der planlægges flyttet
til en alternativ placering i Haven, mens Slottet vil blive fjernet helt.
Udformningen af bygningen er indtil videre tiltænkt som et tårn vis-a-vis
Rådhustårnet og en bygningsklynge bestående af en række cylindre med grønne
taghaver. Tårnet, der rejser sig over bygningsklyngen, er en moderne fortolkning af
Københavns mange spir og tårne.
Tivoli vil inden for den nærmeste fremtid indlevere det samlede projekt til
Københavns Kommune. Myndighedsbehandlingen vil sandsynligvis tage mindst et
år, idet der bl.a. skal laves lokalplan for grunden og Tivoli forventer, at byggeriet tidligst vil stå færdig i år 2010.