Skulle du på trods af finanskrisen have omkring 17 millioner kroner til at ligge og brænde i lommen, så kan du hjælpe den bedragerisigtede Stein Bagger med at nedbringe den kæmpegæld, han har efterladt sig efter skandalen i IT Factory.
Til gengæld vil du få en mastodont af en luksusyatch på 46 ton, der måler 24,37 gange 5,70 meter. Den har tre dæk, luksuriøse saloner med lædermøbler, tre sovekabiner og fem køleskabe.
Den tidligere direktørs beslaglagte yacht Anette er nemlig blevet flyttet fra Middelfart til Ishøj Havn i Køge Bugt, og den er til salg gennem mæglerfirmaet Tempo Bådsalg til den nette sum af 16.950.000 kroner plus moms.
"Det er altid svært at sælge så dyrt et skib, men det er ikke umuligt. Trods den internationale krise er der stadig et marked for den slags skibe. Salgsindsatsen foregår internationalt med hovedvægten på Europa," siger Stewart Moeliker-Twigg fra Tempo Bådsalg til Ekstra Bladet.
Skulle det lykkes for Tempo Bådsalg at sælge båden, har den øjensynligt indbragt Moeliker-Twigg en pæn sum penge i revision. Det var nemlig også ham, der i sin tid solgte den til den nu fængslede Stein Bagger.