Eksperter er i gang med at undersøge de knogler, der blev fundet i en baghave ved siden af sexkidnapperen Phillip Garridos hus.
Efter alt at dømme stammer knoglerne fra et menneske, oplyser en talsmand for politiet, Jimmy Lee.
Han forklarer dog også, at det ikke er usandsynligt, at knoglerne kan stamme fra en indianer, da man tidligere har fundet gamle knogler i området.
Knoglerne skal derfor nu undersøges yderligere, så man kan fastslå, hvor gamle de er, skriver foxnews.com.
Garrido passede i 2006 sin nabos hus og skulle eftersigende have camperet i baghaven, hvor han kunne have gravet et lig ned.
Phillip Garrido og hans kone Nancy er sigtet for at have kidnappet og gennem 18 år misbrugt den nu 29-årige Jaycee Dugard.