Den mand, der torsdag blev fundet død i pornobiografen Play House på hjørnet af Vesterbrogade og Oehlenschlægersgade på Vesterbro, skal obduceres fredag.
Manden er formentlig død af to eller flere knivstik, siger central efterforskningsleder ved Københavns Politi Emil Jensen,
- Men han er ikke obduceret endnu, så jeg kan ikke sige det med sikkerhed, lyder det fra efterforskningslederen.
Emil Jensen vil endnu ikke lægge sig fast på, om der var tale om et drab, eller om der kunne være tale om et selvmord.
- Vi betragter sagen som et mistænkeligt dødsfald, og af samme årsag er sagen overgivet til vores afdeling for personfarlig kriminalitet, siger Emil Jensen, der fredag morgen ikke har yderligere kommentarer til efterforskningen.
Det var personalet i biografen, der torsdag aften ved 19-tiden slog alarm, da man fandt den døde mand.
Manden, der ikke var kendt af politiet, var af polsk afstamning, men bosiddende i Danmark. Han var i slutningen af 20'erne.
/ritzau/