Den ene af de to betjente fra Aalborg, som blev stukket ned af en psykisk syg mand i fredags, er blevet opereret igen.
Statsadvokaten udskyder derfor afhøringen, skriver politiken.dk
"De to betjente er stadig ikke udskrevet fra hospitalet, og derfor har vi endnu ikke kunnet afhøre dem om det nærmere forløb ved episoden," siger statsadvokat Kirsten Dyrman.
Ifølge Kirsten Dyrman er begge betjente dog uden for livsfare.
"Den ene er tilsyneladende blevet hårdere såret end først antaget og måtte opereres igen i går," siger hun.
Betjentene blev stukket ned af en psykisk syg mand, da de skulle tvangsindlægge ham. Den ene blev ramt i armen, mens den anden fik et dybt hug i den øverste del af ryggen. Situationen endte i tumult, og der blev affyret skud mod manden.
Statsadvokaten fortsætter undersøgelsen af forløbet ved den dramatiske og tragiske aktion, der endte med en 34-årig psykisk syg mands død.
"Vi er nu i gang med den efterforskning, der skal til, og før den er afsluttet, vil vi ikke fortælle mere. Men vi vil komme med en redegørelse til den tid," siger statsadvokat Kirsten Dyrman.